Om forlaget Edition Doremi ApS

Jeg grundlagde Edition Doremi ApS i 2013 med det ene formål at udgive Klaverleg. Det startede med én bog. Den skulle hjælpe alle de familier, jeg gennem tiden har mødt, der gerne ville kunne bare lidt. Men fordi jeg er lærer dybt inde i hjertet, kunne jeg efter den første udgivelse, ikke dy mig for at lære de nye pianister mere. Det kunne ikke stoppe dér. Det blev så til bind 2, dernæst bind 3 og en julebog.

Edition Doremi ApS pernille

Baggrund

Min baggrund for at lave Klaverleg er min uddannelse som cand. mag. i musik og min store erfaring med at undervise begyndere, børn som voksne, i musik. Jeg er god til at afkode, hvad det er, en begynder synes er svært, og hvad det er, der motiverer. I mit arbejde har jeg genopdaget nogle af de mange forestillinger og lege, som jeg selv fandt på ved klaveret som barn. På den måde kobler jeg mit barneunivers med min voksne faglighed.

Forlagets faste illustrator hedder Sandra Schoeller Olsen. Hun har været med hele vejen og var fra vores første møde begejstret for ideen om Klaverleg. Hun siger, at sådan en metode kunne hun virkelig godt selv have brugt som barn.

Sandra Schoeller Olsen  illustator

Hvem bruger Klaverleg

Det, som først var tænkt til de yngste børn, har vist sig at være for alle børn. Den ældste klaverlegspianist, jeg kender til, er 91 år. Den gruppe, der har mindst lyst til Klaverleg er teenagerne. De synes citroner er pinlige, mens voksne ofte synes de er sjove – de har genfundet barnesindet, da de fik børn. Derudover har det vist sig, at også børn med særlige behov, såsom autister, ADHD’ere, hjerneskadede og andre som er udfordret på indlæring, har stor glæde af bøgerne.

Pernille Holm Kofod Edition Doremi ApS

Jeg udgav bind 1 som en slags selvhjælp til familierne derhjemme, men klaverlærere har med tiden taget serien til sig. Efterhånden som Klaverleg har foldet sig ud i flere bind, er den blevet en musikpædagogisk metode, hvor man starter med at spille efter ikoner, men slutter i bind 3 med at kunne de sorte noder.

Edition Doremi i Tyskland

Dengang jeg begyndte at skabe den første danske bog, deltog jeg i et kursus for kvindelige iværksættere. Her fik vi at vide, at vi skulle drømme vores ideer ud i det blå. På det tidspunkt var jeg arbejdsløs og desillusioneret, så det var lidt af et spring at skulle brainstorme sine ideer ud i store, uvirkelige fantasifostre. Klaverleg var endnu kun en streg på papiret, men jeg fik drømt mig ud i en tysk udgave. Den skulle hedde Klavierspiel & Spaß.

Jeg begyndte at lave research af tyske børnesange og ligefrem at gå til tysk. I den tyske udgave kunne jeg jo ikke bruge hverken Oles nye autobil eller Midt om natten, for dem har tyske børn og deres forældre intet forhold til. En forudsætning for Klaverleg er nemlig, at børn skal kunne kende sig selv, når de åbner bogen, fordi det sætter gang i lysten til at spille.

Den tyske serie er komplet med fire bind. Det har været spændende og meget lærerigt at præsentere serien for tyskerne, som har mange og stærke musiktraditioner og holdninger til, hvordan man skal undervise i instrumenter. Samtidig er der også mange tyskere, som er meget nysgerrige på den nordiske idé om, at leg & læring er et stærkt makkerpar.

Hänsel und Gretel

Edition Doremi i Sverige

Serien er også udgivet til svenske børn. Den opgave har jeg virkelig nydt. Der findes så utrolig mange smukke svenske sange og faktisk også en del børnesange i mol. Mol har en meget smuk og melankolsk klang. I Danmark har vi mig bekendt kun én børnesang i mol, og det er Jeg har ganget mig en myg, og den er oprindelig fra Ungarn. Generelt er det interessant at opleve, hvordan de forskellige børnesange tager afsæt i miljø og kultur, f.eks. findes der en del svenske børnesange om elge og om trolde. På svensk hedder serien Pianolek

Emil fra Løndeberg

Klaverleg på engelsk

Den engelske udgave har verden endnu til gode, men den kommer …

Klaverlegshilsen
Pernille Holm Kofod

Forlagets udgivelser:

Klaverleg

Klaverleg bind 1, for børn, forældre og bedsteforældre
Klaverleg bind 2 – for to hænder
Bind 3: Klaverleg fre ikoner til noder
Klaverleg til jul og januar

Klavierspiel & Spaß

Band 1 - Für Kinder, Eltern und Großeltern
Band 2 – Klavier lernen für Kinder
Band 3 – Von der Figur zur Note
Bonusband - Weihnachtslieder zum Klavierspielen lernen

Pianolek

Pianolek bok 1 – för barn, föräldrar, mor- och farföräldrar
Pianolek bok 2 – släpp spelglädjen loss och ta pianot till nästa nivå
Download Oles nye autobil
Oles nye autobil
Jeg sender Oles nye autobil og et udsnit af tangentstrimlen, når du melder dig til nyhedsbrevet. Oles nye autobil er første sang i bind 1. Så er du i gang med det samme! Du vil modtage en mail i din indbakke, som du skal bekræfte.
Klaverlegshilsen, Pernille Holm Kofod
Please enable JavaScript in your browser to complete this form.

Hvilket tal kommer efter 11?