 Bind 1: I skovens dybe stille ro

1) I skovens dybe, stille ro,
hvor sangerhære bo,
hvor sjælen lytted’ mangen gang
til fuglens glade sang.
Der er idylisk stille fred
i skovens ensomhed,
og hjertets længsler tie her,
hvor fred og hvile er.

2) Hør landsbyklokken lyder ned,
bebuder aftenfred,
småfuglen, før den går til blund,
end kvidrer lidt en stund;
i mosen kvækker højt en frø,
stærkt damper mark og sø,
nu klokken tier, – aft’nens fred
sig stille sænker ned.